Presse

Fra Politiken april 2007:

På andres vegne
”En festsang er en side i livets scrapbog”

Ghostwriter, spindoktor, pressemedarbejder. Informationssamfundets barn har mange navne, På denne plads præsenterer vi mennesker, som skriver på andres vegne.

‘VI ER samlet her i dag / i festligt lag’. Festsange kan være forfærdelige, men også fornøjelige. Ejer man ikke selv en poetisk åre, kan man få professionelle festsangskrivere som Lau Ishøj til at skrive sine festsange for sig.

Lau Ishøj, hvem skriver du for?

”Lige nu skriver jeg masser af konfirmationssange, men det er selvfølgelig, fordi vi er i sæsonen. Ellers skriver jeg til alle festlige højtider: bryllupper, runde fødselsdage, firmafester.  Jeg har prøvet at klassificere, hvem mine kunder egentlig er, men der er ikke nogen rød tråd. Jeg skriver for alle mulige samfundslag”.

Hvordan foregår det?

”Jeg bliver som regel kontaktet via min hjemmeside www.poeta.dk. Så sender jeg et lille informations- og inspirations spørgeskema, hvor jeg spørger om navn, kælenavn, interesser og den slags ting for at få et billede af hvem hovedpersonen er. Jeg spørger også om vedkommendes humor, om han har selvironi, og om der er nogle tabuer, jeg skal være opmærksom på ikke at nævne. Det svarer mine kunder på, vi aftaler en melodi, og jeg skriver et par prøvevers. Er kunden tilfreds med dem, skriver jeg sangen færdig”.

Hvor dan skriver du personligt om folk, du ikke kender?

”Det er ikke noget problem. Jeg danner mig et personligt billede ud fra de oplysninger, mine kunder giver mig. Jeg skriver aldrig massefabrikerede ‘skabelonsange’. Det er de folk, der bestiller sangen, også meget opmærksomme på”.

Hvad er det en god festsang kan?

”Vi har alle sammen været til fester, hvor der er blevet sunget sange. Hvis sangene var sådan lidt lala og kikset skrevet, så ligger de tilbage på bordene, når gæsterne er gået. Hvis de var gode, tager folk dem med hjem og gemmer dem sammen med deres fotoalbums.

Så en god festsang er et led i livets scrapbog: fra dåben, over konfirmationen, til man bliver gift og holder runde fødselsdage og bryllupsdage. Den er en verbal billedbog over, hvad der er sket i livet”.

Skriver du af og til noget. du er uenig i?

”Nu er festsange jo ikke det mest politiske, der findes. Men hvis folk f.eks. er kommunalpolitikere, så er det kart, at jeg ikke er bonkammerat med enhver politisk holdning. Men hvis det er meningen, at sangen skal være lidt ironisk, så driller jeg da lige såvel højre som venstre side af den politiske skala”.

Er du ked af at du ikke får æren?

”En gang imellem, når jeg synes sangen er specielt interessant, eller hvis jeg godt kunne have tænkt mig at have skrevet den til min egen søns konfirmation, så kunne jeg da godt tænke mig at være en lille flue på væggen”.

Hvad koster det?

”Det afhænger af antal verslinjer og antal vers i sangen. En sang med fire verslinjer koster f.eks. 70 kroner pr. vers”.

Hvad skal jeg så give for en konfirmationssang på ’Jeg er havren’ med fem vers?

”Jeg er havren har fire verslinjer. Så det ville blive 350 kroner. Og det er inklusive research og korrespondance. Og hvis du vil have noget ændret i den færdige sang, eller en anden stil, så laver jeg det om igen uden at kræve ekstra”.

debat@pol.dk